Ramsdal og anstændighed

Dette er et åbent brev til dig, Per Ramsdal - en præst, der vover at også i praksis udleve det, jeg altid har set som kærlighedsbudet i det protestantiske verdensbillede (og som uden tvivl også er en integreret del af andre religiøse retninger).

Tak fordi du minder den danske folkekirke og os i Danmark om, hvad det betyder at kere sig om andre, som er i nød! Uden at tage stilling til hvorvidt de irakiske flygtninge, der har haft til huse i Brorsons Kirke, alle har levet et udadleligt liv, er det stadig sådan, at vi som samfund IKKE burde kunne leve med at vriste angste folk ud af et kirkerum - den sidste udvej for at finde ly - uden at få dårlig smag i munden! At disse mennesker så også alle har tilbragt år og dag i et midlertidigt tomrum og kun med ringe udsigt til en stabil fremtid - her, midt iblandt os - det gør sagen endnu mindre forståelig.

Det lader til, at der er hårdt brug for det opråb, som du og andre, der har haft øje for den fortvivlende situation, disse mennesker er i, har kastet ud i den danske offentlighed!

Tak fordi du er med til at minde os alle om, hvad vi engang var, og hvad det betyder at bryste sig af at være et humanistisk samfund.

Jeg hilser dig med stor respekt!