Om mobning og senfølger

Læste i gårsdagens Berlingske Tidende en artikel om mobning blandt skolebørn - og hørte kort efter, at der netop i dag afholdes en konference om mobning blandt børn arrangeret af Red Barnet og Mary-fonden.

Begge dele påvirkede mig meget, idet jeg ser mobning som årsag til rigtig mange menneskers problemer senere i livet - foruden de mange, der optræder, mens mobningen står på!

Et forhold, jeg dog endnu engang bed mærke i, var udtalelsen "Mobning handler ikke om onde børn; det handler om onde mønstre" (sic kronprinsesse Mary). Hmm... Hvad med de situationer, hvor børn pisser op og ned ad andre - af en udstødt skolekammerat, der forsøger at gemme sig i et stort, fælles baderum!?! Eller drengen der lægger sig død, fordi hans plageånd endnu engang tager kvælertag på ham!?! Ondskab - onde mønstre!?! Man kan dø af det - fysisk. Psykisk gør man det måske! Hvornår er der tale om onde mønstre - hvornår ondskab?! Kan børn være onde? Eller er de ufravigeligt rene som udgangspunkt? Hvornår bliver man så ond - for der findes vel onde mennesker - eller?! Er ondskab altid et mønster? Hvad med de efterhånden mange sager om unge kvinder, purunge piger, der ender op med at tilbringe årtier i fangenskab hos en eller anden forskruet herre? Er disse herrer blot manifestationen af onde mønstre - eller er de onde? Hvornår blev de onde? Er det noget, der kommer som en tyv om natten, eller udvikler det sig gradvist? Hvornår kan man karakteriseret som psykopat? Det er defineret i ICD10 - et diagnosesystem indenfor psykiatri og psykologi. Og hvornår debuterer psykopati? Er det ikke noget med, at det ofte starter med onde handlinger mod dyr - eller andre forsvarsløse?! Og, såvidt jeg husker, starter det egentlig tidligt! Måske kan man karakterisere klassens udvalgte/udstødte som en forsvarløs!? Så kunne der jo reelt være tale om - ja, manifestationen af psykopati. Manifestationen af ondskab. En aldeles provokerende tanke, som vist ikke mange vil kunne rumme. Jeg har personligt svært ved det.

Ramsdal og anstændighed

Dette er et åbent brev til dig, Per Ramsdal - en præst, der vover at også i praksis udleve det, jeg altid har set som kærlighedsbudet i det protestantiske verdensbillede (og som uden tvivl også er en integreret del af andre religiøse retninger).

Tak fordi du minder den danske folkekirke og os i Danmark om, hvad det betyder at kere sig om andre, som er i nød! Uden at tage stilling til hvorvidt de irakiske flygtninge, der har haft til huse i Brorsons Kirke, alle har levet et udadleligt liv, er det stadig sådan, at vi som samfund IKKE burde kunne leve med at vriste angste folk ud af et kirkerum - den sidste udvej for at finde ly - uden at få dårlig smag i munden! At disse mennesker så også alle har tilbragt år og dag i et midlertidigt tomrum og kun med ringe udsigt til en stabil fremtid - her, midt iblandt os - det gør sagen endnu mindre forståelig.

Det lader til, at der er hårdt brug for det opråb, som du og andre, der har haft øje for den fortvivlende situation, disse mennesker er i, har kastet ud i den danske offentlighed!

Tak fordi du er med til at minde os alle om, hvad vi engang var, og hvad det betyder at bryste sig af at være et humanistisk samfund.

Jeg hilser dig med stor respekt!