Om mobning og senfølger

Læste i gårsdagens Berlingske Tidende en artikel om mobning blandt skolebørn - og hørte kort efter, at der netop i dag afholdes en konference om mobning blandt børn arrangeret af Red Barnet og Mary-fonden.

Begge dele påvirkede mig meget, idet jeg ser mobning som årsag til rigtig mange menneskers problemer senere i livet - foruden de mange, der optræder, mens mobningen står på!

Et forhold, jeg dog endnu engang bed mærke i, var udtalelsen "Mobning handler ikke om onde børn; det handler om onde mønstre" (sic kronprinsesse Mary). Hmm... Hvad med de situationer, hvor børn pisser op og ned ad andre - af en udstødt skolekammerat, der forsøger at gemme sig i et stort, fælles baderum!?! Eller drengen der lægger sig død, fordi hans plageånd endnu engang tager kvælertag på ham!?! Ondskab - onde mønstre!?! Man kan dø af det - fysisk. Psykisk gør man det måske! Hvornår er der tale om onde mønstre - hvornår ondskab?! Kan børn være onde? Eller er de ufravigeligt rene som udgangspunkt? Hvornår bliver man så ond - for der findes vel onde mennesker - eller?! Er ondskab altid et mønster? Hvad med de efterhånden mange sager om unge kvinder, purunge piger, der ender op med at tilbringe årtier i fangenskab hos en eller anden forskruet herre? Er disse herrer blot manifestationen af onde mønstre - eller er de onde? Hvornår blev de onde? Er det noget, der kommer som en tyv om natten, eller udvikler det sig gradvist? Hvornår kan man karakteriseret som psykopat? Det er defineret i ICD10 - et diagnosesystem indenfor psykiatri og psykologi. Og hvornår debuterer psykopati? Er det ikke noget med, at det ofte starter med onde handlinger mod dyr - eller andre forsvarsløse?! Og, såvidt jeg husker, starter det egentlig tidligt! Måske kan man karakterisere klassens udvalgte/udstødte som en forsvarløs!? Så kunne der jo reelt være tale om - ja, manifestationen af psykopati. Manifestationen af ondskab. En aldeles provokerende tanke, som vist ikke mange vil kunne rumme. Jeg har personligt svært ved det.